Om os

Hvorfor Bibis Bobler?

Bibi er kort og godt mit mellemnavn, og boblerne beskriver den følelse, jeg får indeni, når jeg nørkler med mit garn. Boblerne symboliserer også idéerne til en masse forskellige projekter, der popper op i takt med, at jeg lader mig inspirere af verden omkring mig, lige fra andre dygtige garnkunstnere, et flot inspirerende mønster jeg møder på min vej eller naturens smukke farver.

Man kan roligt sige, at jeg er afhængig. Jeg elsker garn. Jeg elsker at se, mærke, føle, røre, dufte til garn. Jeg er afhængig af den ro og fordybelse, det giver mig når garnet og maskerne løber over strikkepindene, eller når hæklenålen trækkes gennem løkkerne, alt imens min puls og blodtryk befinder sig et rigtig fornuftigt sted.

Derfor har det i mange år været min drøm at starte min egen netbutik, og nu er tiden endelig kommet. Jeg er i skrivende stund 38 år og bosiddende på Falster med min mand og vores tre børn. Bibis Boblers mission er at kunne levere lækkert og billigt garn til folk, der ligesom mig, finder stor glæde ved det. Derudover har vi lidt sjov og spas med f.eks. et sødt krus til yndlingskaffen, yndlingsteen eller hvad man nu kan lide at forsøde strikke-/hæklestunden med.

Kig dig endelig omkring og lad dig friste. Så vil vi sende din ordre afsted så hurtigt og nænsomt vi kan :-)